fredag den 6. december 2013

Har du også en hospice-hylde i dit køleskab?

Gemmer du også dine madrester, selvom du egentlig godt ved, at du kommer til at smide dem ud nogle dage senere? - Hvis ja, så er du bestemt ikke den eneste. Jeg har blandt andet en lille rest ovnbagte rodfrugter stående på min hospice-hylde i øjeblikket. Der har den stået i to dage nu og jeg er ret sikker på, at den kommer til at lide reste-døden. Det skyldes, at de fleste af os ikke kan få os selv til, at smide god og spiselig mad ud. Vi stiller det derfor ind på en hylde i køleskabet og siger til os selv, at det nok skal blive spist i løbet af de næste par dage. Efter en uges tid er maden så højst sandsynligt blevet dårlig, og vi ender med at smide den ud med  samvittigheden nogenlunde i orden. Vi gav jo trods alt madresten en chance og nu er det jo ikke spiseligt længere, så på en eller anden måde føles det knapt så slemt at smide den i skraldespanden. 
Denne vane viser, at madspild ikke er noget vi gør med vilje, men at det er noget som opstår som en afledt konsekvens af vores forbrugs- og spisevaner. 

Derudover er en af vores største udfordringer for at mindske madspild, at vi glemmer at rydde op i køleskabet og i fryseren. Det viser en ny undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer, der er udarbejdet i samarbejde med forbrugerorganisationen Stop Spild af Mad. Undersøgelsen viser, at 30 % af de adspurgte forbrugere ikke får fundet de ældste fødevarer frem fra køleskabet og brugt dem først. Samtidig svarer 74 % af forbrugerne at den typiske årsag til, at de er nødt til at smide mad ud er, at maden har overskredet holdbarhedsdatoen eller er blevet for gammel.

Jeg tror alligevel lige, at jeg vil genoverveje livstiden for mine bagte rodfrugter og ellers lave en grundig gennemgang af både køleskab og fryser. - Jeg håber, at jeg har inspireret Jer til at gøre det samme :)

mandag den 11. november 2013

New-in: KeepCup til min kaffe


Der fremstilles årligt 500 milliarder engangskrus i verden, det svarer til et gennemsnitligt forbrug af 75 engangskrus pr. person. Jeg har gennem min studietid gjort mit for at øge forbruget af engangskrus. - Her er papkrus den eneste mulighed, når jeg skal have mit daglige kaffefiks og på Coops hovedkontor, hvor jeg er i praktik i øjeblikket er den eneste mulighed flamingokrus. Samtidig køber jeg også en hel del to go-kaffe på caféer. Som stor tilhænger af økologi og bæredygtige løsninger er dette engangs-forbrug begyndt at gå mig på og jeg har derfor købt mig en vældig fin og super praktisk KeepCup.

KeepCup´en er en ‘bariasta godkendt’ genbrugelig kop  med låg. Den er miljøvenlig og bæredygtig og er skabt til to go-kaffe. Du slipper derfor for, at smide papkruset ud og undgår smagen af pap. (Og den er lavet af BPA-fri og giftfri plast.) Win-win!!

fredag den 8. november 2013

Grab´n´Cook


Grab’n’Cook er et nyt initiativ udviklet i samarbejde med Timm Vladimirs Køkken. Konceptet henvender sig til den, der gerne vil have mulighed for nemt og hurtigt at lave aftensmad fra bunden og få lidt ekstra inspiration til hverdagsmaden.

Idéen er, at alle råvarerne til et bestemt middagsmåltid er afmålt og pakket i en pose. Der er i retterne fokus på økologi, kvalitet og råvarerkendskab. Derudover fokuserer konceptet på øget dyrevelfærd og på at reducere det stigende madspild fra de danske køkkener.

Poserne kan købes på Nordre Frihavnsgade 22 og ved bagageudleveringen i Kastrup Lufthavn. Sidstnævnte er da virkelig et genialt sted, at implementere et koncept som dette. - Kommer du sent hjem fra en flyrejse, har du her muligheden for, at undgå fastfood-fælden eller at besøge pølsevognen ved bagagebåndene.


Du kan læse mere om konceptet HER.

søndag den 13. oktober 2013

Æblets dag


Jeg har idag være til Æblets dag på Aarstidernes gård i Humlebæk. Æblet er i sæson netop nu, så det blev fejret med et væld af danske æblesorter, æblesaft, æblesild, æblesennep, æblechutney, æblemost, æblecider, æbleketchup, æblepizza, æbletopping, æblesandwich, æblekage, æblesirup, æbletryk, æblemos og æblesjov.




Jeg håber, at I alle nyder godt af de lækre danske efterårsæbler! 

mandag den 7. oktober 2013

Sammen Mod Madspild


Fredag d. 4. oktober åbnede fødevareminister Karen Hækkerup Danmarks største event mod madspild: Sammen Mod Madspild - United Against Food Waste. 
Det skete under den internationale FUSIONS-paraply og med inspiration fra tilsvarende events i andre europæiske hovedstæder såsom "Feed the 5000". Den altid energiske og ukronede madspilds-dronning Selina Juul har fungeret som projektleder for arrangementet.

Sammen Mod Madspild var rettet mod de danske forbrugere og detailhandlen med et fælles mål om, at nedbringe den enorme mængde af god, spiselig mad, der hver dag bliver smidt ud i supermarkederne og i hjemmet. Derfor blev der dagen igennem lavet lækker mad af overskudsvarer, så de besøgende kunne smage, at mad der karakteriseres som madspild hverken behøver at være muggent eller uappetitligt, men i virkeligheden er perfekt egnet til at lave supper eller juice ud af.

Landbrug & Fødevarer serverede friskpresset juice af bl.a. stødte agurker og kålhoveder fra sidste års høst. Temaet i standen var: "Mad er til maven - Vi producerer ikke for at smide ud".

Fødevareminister Karen Hækkerup havde i sin åbningstale fokus på omfanget af madspild og gav gode råd til at mindske sit spild.

Irma delte ud, af deres seneste tiltag i kampen mod madspild: chips af overskudsrugbrød.

Forbrugerorganisationen Stop Spild Af Mad og Unilever Food Solutions lancerede i januar måned dette fine Doggy Bag initiativ. Poserne blev delt ud på Rådhuspladsen, så de besøgende kunne tage nogle af de mange smagsprøver med sig hjem.

fredag den 20. september 2013

10 nye kostråd


Her er de så, de 10 nye kostråd! Rådene blev offentliggjort i tirsdags ved et stort arrangement på DTU i Lyngby. Kostrådene er en opdatering af myndighedernes råd fra 2005, og består af ti råd, der skal gøre det lettere for den enkelte forbruger at leve sundt.
Gennem mit arbejde som frivillig for Fødevarestyrelsen, var jeg så heldig at få lov til at være med til arrangementet!


Fødevareminister Karen Hækkerup løftede sløret for de 10 kostråd og havde i sin tale fokus på, den store mængde af information vi ugentlig bliver bombarderet med ift. sundhed i diverse livsstilsmagasiner. - En uge må vi kun spise kød og grøntsager, den næste skal vi kun spise kulhydrater, og i nogle uger er der dage, hvor vi slet ikke må spise. Der dukker hele tiden nye sundhedstips og slankekure op og Karen Hækkerup lagde derfor vægt, at selvom det bugner med masser af gode råd, når det gælder vores sundhed, så er de nye kostråd den bedste rettesnor til, at skabe et godt liv, hvor sundhed, balanceret kost, motion og velvære går op i en højere enhed. 

De nye kostråd indledes med et samlende råd om at spise varieret, ikke for meget og være fysisk aktiv, da man hermed er med til at sikre en sund balance i energiregnskabet. De ni øvrige råd giver anbefalinger til, hvilke typer mad, der med fordel kan indgå i de daglige måltider.
Nogle af rådene er gengangere fra sidste udgave af kostrådene, mens der også er kommet helt nye råd til. Et af rådene opfordrer  til, at skrue op for indtaget af fisk til 300 g om ugen. Et andet at spise mad med mindre salt og et tredje at holde igen med smør og fede oste, men til gengæld at bruge sundere planteolier og vælge den magre mælk i kølemontren. Derudover anbefales det, at spise maks 500 gram rødt kød om ugen samt at skære ned på indtaget af kødpålæg. I kan finde mere information om de enkelte råd HER


Rådene blev offentliggjort et for et af repræsentanter fra Fødevarestyrelsen.


Trine Krebs fra Frugtformidlingen sørgede for den fysiske aktivitet under lanceringen af kostrådene.


Den nye kostråds-pjece blev udleveret sammen med rapporten over evidensgrundlaget for kostrådene sammen med en masse andet inspirationsmateriale.

Kostrådene har fået en hel del medieomtale siden lanceringen i tirsdags. De er blandt andet blevet kritiseret for deres fokus på at mindske det røde kød, at rådene ikke er innovative nok og at de er utilnærmelige for den almindelige forbruger. 

Grundlæggende er rådene præget af, at vi ikke skal spise for meget, så vi undgår overvægt og deraf følgende livsstilssygdomme, hvilket  umiddelbart er ganske fornuftigt. Problemet er bare, at vi alle er forskellige og har hver vores behov i forhold til mad og mængder, hvilket kan gøre det svært for den enkelte forbruger, at følge rådene. Sidst men ikke mindst savner jeg mere fokus på nydelse af den mad vi anbefales at spise, større fokus på råvarekendskab og råvarer i sæson, fokus på samværet med andre mennesker mens vi spiser vores daglige måltider og fokus på muligheden for, at øge børns maddannnelse gennem brugen af kostrådene.


Arrangementet sluttede sidst på eftermiddagen efter mange spændende taler og gruppediskussioner, hvor målgrupperne gravide, single mænd 40+, unge i alderen 18-29 og børn i grundskolen blev diskuteret i forhold til de nye kostråd. 
De lækre økologiske grøntsager på billedet ovenfor, fik vi alle med hjem i goodie bags da arrangementet var færdigt :)

fredag den 13. september 2013

Æbletid


Æbletræerne bugner af dejlige danske æbler lige nu. Igår tog jeg hul på sæsonen ved at lave en kæmpe portion æblegrød, af æbler fra mine forældres æbletræer. Der duftede skønt i hele lejligheden og det smager fantastisk! Til morgen har jeg spist yoghurt med mandler, græskarkerne, havregryn og æblegrød på toppen - mums.


Hvis man selv er den heldige ejer af et æbletræ, kan det være svært at få brugt alle sine æbler, og du kan derfor finde lidt inspiration til dine æblers mange anvendeligheder herher og her. - Du kan også gøre som denne flinke æbleejer og sætter en kasse med gratis æbler ud til vejen, så andre kan nyde godt af dem.


fredag den 30. august 2013

På marked i Vietnam

Madmarkederne i Vietnam er en helt fantastisk oplevelse for alle ens sanser. Det er et sandt mekka af ukendte og kendte grøntsager og eksotiske frugter, ferskt kød, der ligger klar på skærebrættet, friskfanget fisk i plasticbaljer, nudler, ris, kaffebønner og meget mere.

Mini-auberginer.

Friske krabber.

Friske urter klar til, at blive brugt i den vietnamesiske suppe Pho.

En lokal markedskvinde holder siesta i Hoi an.

Tofu og bambusskud.

Kyllinger, gæs, skildpadder, skaldyr, frøer mm. sælges typisk levende på de vietnamesiske markeder. Dyrevælfærden er dog ikke altid helt i orden. - Her kan man  i hvert fald virkelig tale om burhøns!

Aubergine, lime, squash, ananas, kål og meget mere.

Grillstegte.......... hunde!!

Smukke hvidløg i læssevis.

tirsdag den 27. august 2013

Skæve rødder


Endnu et madspilds-initiativ så igår dagens lys. Nu kan du nemlig købe skæve gulerødder i Kvickly - rødder med ujævne former og faconer, der tidligere blev sorteret fra og solgt til hestefoder!

Hvert år kasserer de danske landmænd tonsvis af gulerødder, fordi de ikke er lige nok, men gulerødderne smager jo ikke dårligere af, at de er skæve. Coop ønsker derfor at gøre op med dette spild, ved at introducere de ujævne gulerødder i Kvickly til samme pris som de lige eksemplarer.

mandag den 26. august 2013

Food Festival i Århus

HUSK at der den 6.-8. september 2013 er Food Festival på Tangkrogen i Århus. 
Se meget mere om eventet her.




lørdag den 24. august 2013

Skalotte Med I Byen?, Hey Pasta Selv! og Hvad Ærter?

- Det er nogle af de skilte og ordsprog du kan støde på til Arla Food Fest i Kongens have i denne weekend. Festivalen hylder den danske families madglæde og giver børn, unge og deres forældre mulighed for, at gå på opdagelse i spændende kulinariske universer, deltage i Madmodsløb, teste deres viden omkring Nøglehullet, være med i DM i madpakker, bevæge sig stærk med Kræftens Bekæmpelse, blive udfordret på deres smagsløg, møde madskolerne, blive kloge på madspild og meget mere.

Jeg deltog i Arla Food Fest som frivillig, da jeg er en del af Team Nøglehul, der formidler viden omkring Fødevarestyrelsens grønne Nøglehulsmærke. Nøglehullets mål er at gøre det lettere at vælge sundt i indkøbssituationen.

Fødevarestyrelsens stand, hvor du kan møde Nøglehullet og løse en tip en 13'er og dermed se, hvor godt du kender Nøglehullet samt prøve forbrændingslegen, hvor man skal yde, før man kan nyde ;)

Klar til en dag på Arla Food Fest med armbånd og Nøglehuls-tattoo.

Affalssortering opdelt i madaffald og ikke madaffald!

Standen Frugt fra Lilleø, hvor du kan udfordre dine smagsløg og se, om du kan smage forskel på årets første danske æbler og på most af flere forskellige sorter.

Hos standen Resteranten kan man bruge sin kreativitet og sanser til at blive klog på madspild. Her finder du også Madgarderoben, hvor din mad opbevares køligt, indtil du skal hjem igen.

Hos mælkebaren kan du nyde et glas koldt økomælk fra Arla.

Hvis man er mellem 10 og 14 år og er vild med at prøve noget nyt og finde på, så kan man blive ”Ko-Creator” for en dag med Arla’s Innovations Team. 

Arlas Ko-Creater laboratorie.

Arla Food Fest har åbent fra 10.00.-18.00. og entréen koster 50 kr.

fredag den 23. august 2013

Frugt-lækkerier ud over alle grænser

En af de aller bedste ting ved at rejse i Vietnam var uden tvivl landets kæmpe udbud af eksotiske frugter. Her er sæson og friskhed i fokus og smagen er bare fantastisk. For bare at nævne et par stykker, har jeg mæsket mig i mangoer, stjernefrugt, durian, rambutan, pomelo, litchi, papaya, longan, mangosteen, bananer, star apple, jackfruit, dragefrugt, ananas, vandmelon og custard apple.


Frugtsælger i Ho Chi Minh City.

Ananas på det flydende marked i Mekong Deltaet.

Kokosnødder i læssevis på det flydende marked i Mekong Delatet.

Ananas på det flydende marked.

Bananer, papaya og miniæbler på markedet i Can Tho i det sydlige Vietnam.

Durian på markedet i Can Tho. Durian er en af de mest populære frugter i Sydøstasien. Jeg faldt dog aldrig helt for den, da den lugter virkelig dårligt og smagen minder lidt om lugten.

Dragon fruit i en frugthave i Mekong Deltaet.

Jack fruit i en frugthave i Mekong Deltaet. Frugten ser som Durian meget speciel ud og kan blive kæmpe stor. Den vejer typisk mellem 10-50 kg. og betragtes som verdens største træ-frugt. Smagen er helt fantastisk; sød, frisk og aromatisk.

Bananer på ét af de mange madmarkeder i Hanoi.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...