tirsdag den 18. marts 2014

Farmer's Market i Amsterdam

Lørdag morgen vågnede jeg op til denne fine udsigt i forårsskønne Amsterdam. 


Hver lørdag afholdes der Farmer's Market - Boerenmarkt op de Noordermarkt på Nordermarkt i det hyggelige Jordaan kvarter. Markedet har eksisteret siden 1987 og består af en skøn sammenblanding af økologiske råvarer, blomster og antikviteter.
Adresse
Noordermarkt
1015 MV Amsterdam

Åbningstider
Lørdag 09.00.-15.00.









mandag den 17. marts 2014

Eating Amsterdam

Jeg er netop hjemvendt efter fem skønne dage i den hollandske storby Amsterdam. Jeg studerede et semester i byen for to et halvt år siden og har ikke været tilbage før nu. Det var derfor et meget tiltrængt og helt fantastisk gensyn med alle mine absolut yndlingssteder, museer, caféer, kanaler, områder og markeder. Solen skinnede fra en skyfri himmel alle dagene og byen viste sig fra sin aller bedste side med ny-udsprungne forårsblomster alle vegne og masser af liv ved kanalerne og i parkerne.

Hvis du går rundt med tanken om, at besøge byen har jeg lavet en lille guide til nogle af mine yndlings caféer.

Café Thijssen
Brouwersgracht 107
1015 GD Amsterdam



Caféen ligger i det hyggelige område Jordaan, øst for centrum, og serverer den ultimativt bedste gedeost-sandwich på groft brød med pesto, honning, valnødder og masser af rucola. Hertil fik jeg den meget populære myntete. Det er egentlig "bare" kogt vand med frisk mynte i, men det smager helt fantastisk.


Café Winkel
Noordermarkt 43
1015 NA Amsterdam



Café Winkel ligger få hundrede meter fra Café Thijssen på pladsen Nordermarkt. Der er altid fyldt med mennesker og det er der en god grund til. - Caféen er nemlig kendt for, at servere Amsterdams bedste æbletærte. Jeg drømmer mig tit tilbage til en solskinsdag på Café Winkel og forsøger, at komme lidt tættere på drømmen ved, at bage denne udgave af æbletærten Æbletærte ala Amsterdam.

Café Noorderlicht
NDSM Plein 102
1033 WB Amsterdam




Noorderlicht ligger i Amsterdam Noord og man skal derfor ud på en lille færgetur for, at komme derhen - men det er uden tvivl turen værd. Færgen sejler fra vandsiden af Amsterdams Central Station og turen tager ca. 10 min. Caféen ligger inde i et stort drivhus og har et godt udvalg af frokostretter, aftensmad og snacks og så er der typisk livemusik og masser af liv udenfor i sommermånederne. Stemningen er uformel og lokal og stedet er helt utroligt hyggeligt!

Renzo's Delicatessen
Van Baerlestraat 67
1071 AR Amsterdam


Renzo's er et lille frokoststed med lækre italienske delicatesser. Det ligger tæt på Amsterdams museumskvarter, Museumsplein. Sandwichen "Duck Dino" eller en sandwich på groft ciabatta brød med italienske pølser, gode oste, pesto og rucola kan klart anbefales. Stedet er afslappet og lægger vægt på gode og lækre råvarer.

Raïnaraï
Prinsengracht 252
1016 HG Amsterdam


Raïnaraï er en lille café placeret på et hjørne af kanalen Prinsengracht. Maden stammer fra det nomadiske køkken i Algeriet og kød og fisk kombineret med couscous eller traditionelle safran-ris, frister i montren når du kommer ind ad døren. Udenfor står smukt service og lækre friske grøntsager stillet op og om sommeren kan man sidde langs kanalen på fine mønstrede puder, ved lave træborde og spise den lækre mad.

Screaming Beans
Hartenstraat 12
1016 CB Amsterdam


I området "De 9 gader" finder man den lille kaffebar "Screaming Beans". Her serverer de lækker kaffe fra Etiopien både to-go eller to-stay samt et udvalg af lækre kager. Jeg har indtil videre kun taget kaffen med mig og nydt den i solen ved en af byens mange kanaler. - det kan klart anbefales :)

tirsdag den 28. januar 2014

Hvordan ser 200 kalorier ud?

Her er et lille videoklip, der giver et rigtig godt billede af hvor meget energi forskellige fødevarer indeholder og hvor meget eller lidt de fylder i maven. - Det skal ikke ses som en opfordring til, at begynde at tælle dit daglige kalorieindtag, men kun som en lille aha-oplevelse :)

fredag den 10. januar 2014

Bliver du vildledt i dit supermarked?

Kender du det, hvor man begynder at kigge på hvad der er i de fødevarer, der sælges i supermarkedet og dit supermarked så pludselig ser sådan her ud....??


Størstedelen af vores beslutninger om, hvad der skal puttes i indkøbskurven, tages først når vi er i supermarkedet og er i gang med at købe ind til aftenens middagsmåltid. Det er derfor ikke lige meget, hvilke produkter du møder lige inden du når kassen, om der står fedtfri på posen med lakridser eller om der er billeder af slanke kvinder på forsiden af din Kellogg's Special K.
Nedenfor har jeg opstillet nogle af de fælder vi oftest falder i når vi er ude at handle.

BILLEDER
Farvestrålende billeder på forsiden af emballagen af glade børn eller sunde danske malkekøer, er typisk det første vi lægger mærke til og det sælger!

TEKST
Små tekststykker, der fortæller om produktets oprindelse, hvordan det er produceret og hvad du får ud af at spise det har en afgørende faktor når vi tager et fødevarerelateret valg. Det gælder for eksempel tekster fra Arlas produktserie "Lærkevang", der eftersigende "bringer dig tættere på naturen" eller "Økologiske æg fra Niels & Grete", der skaber en relation til æggene gennem producentens navn. 

PROCENTSATSER
Procentsatser som "30 % mindre fedt" eller "75 % færre kalorier" skrevet på fødevareemballage har tendens til, at fange vores opmærksomhed.

TYDELIGGØRELSE AF HVAD, DER IKKE FINDES I VAREN
Dette kan eksempelvis være et specifikt produkt, der reklamerer for at det er "Fedtfrit", selvom der normalt aldrig er fedt i den pågældende fødevare.

PLACERING
Produktets placering (om det står højt eller lavt) på hylden i supermarkedet er afgørende for salget samt hvorhenne i butikken det er placeret.

STORE STØRRELSER
Store fyld-selv-slikposer får os ofte til at fylde mere i posen end planlagt. Det skyldes, at der skal mere til, før det syner af noget i posen.

MÆNGDERABATTER
Mængderabatter som "Tag fem styk - betal for fire" får os typisk til at købe flere produkter, end vi har behov for.

fredag den 6. december 2013

Har du også en hospice-hylde i dit køleskab?

Gemmer du også dine madrester, selvom du egentlig godt ved, at du kommer til at smide dem ud nogle dage senere? - Hvis ja, så er du bestemt ikke den eneste. Jeg har blandt andet en lille rest ovnbagte rodfrugter stående på min hospice-hylde i øjeblikket. Der har den stået i to dage nu og jeg er ret sikker på, at den kommer til at lide reste-døden. Det skyldes, at de fleste af os ikke kan få os selv til, at smide god og spiselig mad ud. Vi stiller det derfor ind på en hylde i køleskabet og siger til os selv, at det nok skal blive spist i løbet af de næste par dage. Efter en uges tid er maden så højst sandsynligt blevet dårlig, og vi ender med at smide den ud med  samvittigheden nogenlunde i orden. Vi gav jo trods alt madresten en chance og nu er det jo ikke spiseligt længere, så på en eller anden måde føles det knapt så slemt at smide den i skraldespanden. 
Denne vane viser, at madspild ikke er noget vi gør med vilje, men at det er noget som opstår som en afledt konsekvens af vores forbrugs- og spisevaner. 

Derudover er en af vores største udfordringer for at mindske madspild, at vi glemmer at rydde op i køleskabet og i fryseren. Det viser en ny undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer, der er udarbejdet i samarbejde med forbrugerorganisationen Stop Spild af Mad. Undersøgelsen viser, at 30 % af de adspurgte forbrugere ikke får fundet de ældste fødevarer frem fra køleskabet og brugt dem først. Samtidig svarer 74 % af forbrugerne at den typiske årsag til, at de er nødt til at smide mad ud er, at maden har overskredet holdbarhedsdatoen eller er blevet for gammel.

Jeg tror alligevel lige, at jeg vil genoverveje livstiden for mine bagte rodfrugter og ellers lave en grundig gennemgang af både køleskab og fryser. - Jeg håber, at jeg har inspireret Jer til at gøre det samme :)

mandag den 11. november 2013

New-in: KeepCup til min kaffe


Der fremstilles årligt 500 milliarder engangskrus i verden, det svarer til et gennemsnitligt forbrug af 75 engangskrus pr. person. Jeg har gennem min studietid gjort mit for at øge forbruget af engangskrus. - Her er papkrus den eneste mulighed, når jeg skal have mit daglige kaffefiks og på Coops hovedkontor, hvor jeg er i praktik i øjeblikket er den eneste mulighed flamingokrus. Samtidig køber jeg også en hel del to go-kaffe på caféer. Som stor tilhænger af økologi og bæredygtige løsninger er dette engangs-forbrug begyndt at gå mig på og jeg har derfor købt mig en vældig fin og super praktisk KeepCup.

KeepCup´en er en ‘bariasta godkendt’ genbrugelig kop  med låg. Den er miljøvenlig og bæredygtig og er skabt til to go-kaffe. Du slipper derfor for, at smide papkruset ud og undgår smagen af pap. (Og den er lavet af BPA-fri og giftfri plast.) Win-win!!

fredag den 8. november 2013

Grab´n´Cook


Grab’n’Cook er et nyt initiativ udviklet i samarbejde med Timm Vladimirs Køkken. Konceptet henvender sig til den, der gerne vil have mulighed for nemt og hurtigt at lave aftensmad fra bunden og få lidt ekstra inspiration til hverdagsmaden.

Idéen er, at alle råvarerne til et bestemt middagsmåltid er afmålt og pakket i en pose. Der er i retterne fokus på økologi, kvalitet og råvarerkendskab. Derudover fokuserer konceptet på øget dyrevelfærd og på at reducere det stigende madspild fra de danske køkkener.

Poserne kan købes på Nordre Frihavnsgade 22 og ved bagageudleveringen i Kastrup Lufthavn. Sidstnævnte er da virkelig et genialt sted, at implementere et koncept som dette. - Kommer du sent hjem fra en flyrejse, har du her muligheden for, at undgå fastfood-fælden eller at besøge pølsevognen ved bagagebåndene.


Du kan læse mere om konceptet HER.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...