Bete’Avon!! Det er hebraisk og betyder god appetit eller værsgo og spis - og
der er virkelig noget at blive fristet af, når du besøger Israels mange mad-markeder og restauranter. I det hele taget er landets mangfoldige madkultur en fest for sanserne!
...Det er midt på dagen i Jerusalems smalle gamle brostensbelagte gader. Friske
kæmperadiser er stablet op side om side med bjerge af frisk bredbladetpersille og
solmodne tomater. Et sted står en ladvogn med friskbagt brød klar til lørdagens Sabbath og et andet sted kan
man købe hjemmesyltede grøntsager i genbrugte
plasticflasker - blomkål og spidskål er farvet neonpink med rødbedesaft!
På trappetrinet sidder en kvinde og sorterer store bundter med skriggrønne vinblade og placerer dem sirligligt i ensartede bunker og rundt om hjørnet står en ældre mand bøjet over en en kæmpe sæk med hvidløg.
Lugten af råt kød og fisk rammer næseborene samtidig med en skøn duft af spidskommen, nybagte pitabrød og friske mynteblade, der er klar til at blive puttet i teen...
Israels
klima og beliggenhed i den sydøstlige ende af Middelhavet forsyner markeder samt både jødiske og arabiske husmødre med de bedste råvarer, man kan høste. - Og lige præcis dét er
fællesnævneren for det israelske køkken.
I sidste uge besøgte jeg Israel, for tredje gang på 16 år. Billederne nedenfor viser et lille udpluk af turens mange skønne madoplevelser.
Iste med mynte og lime.
Én af turens mange pitabrød med falafler.
Granatæbler foran mit soveværelsesvindue.
Arabisk krydderi med sesam.
Tørrede kerner, frø og nødder i Tiberias.
Fennikel og knoldselleri på markedet i Tel Aviv.
Hummus i den gamle bydel i Jerusalem.
Syltede grøntsager i Nazareth.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar